Vi har i 4-5 år haft et Yale brandskab.
I starten af juli 2021 skulle vi bruge vores pas fra brandskabet, men tryk på nøglesymbolet for at åbne havde ingen effekt.
Den helt korte udgave er at vi efter 5 dage måtte lade en låsesmed bore skabet op. Nu har vi en ubrugelig klump stål/beton og en regning fra låsesmeden på 2.500 kr.
Lad os bare sig at det ikke er specielt sjovt at stå med et brandskab, der ikke kan åbnes, når man f.eks. skal bruge sit pas til en ferie.
Men hvordan endte vi der?
Vi kunne som nævnt ikke åbne skabet som vi plejer, og der var ingen hjælp at hente på nettet.
Vi udfyldte Yale Danmarks kontakt-formular torsdag morgen kl. 9:38, fik en kvittering og ventede.
Fredag eftermiddag skrev vi på mailen og spurgte "Har I nogen tanker om hvornår I vil prøve at hjælpe?" og tidligt søndag udfyldte vi kontaktformularen igen. Mandag morgen skrev vi til Yale på facebook, og så kom der kontakt via mail - desværre uden at det bragte en løsning.
Mandag formiddag ringede vi også til Yale Danmark (ASSA ABLOY) og talte med kvalitetsafdelingen. Konklusionen var at skabet "var gået i stykker", og at de ikke kunne gøre noget når vi var ude over garantien.
Så begyndte det for alvor at haste fordi vi skulle afsted på ferie tirsdag morgen med pas. Det tog godt nok lidt tid at finde en låsesmed der kunne/ville løse opgaven, men det lykkedes.
Resultatet er som før nævnt et Yale brandskab med et solidt hul, og brandskabet skal nu finde vej til genbrugspladsen.
Desværre må vi konstatere at denne type Yale brandskab kan fejle helt umotiveret og pludseligt. Låsesmeden nævnte også, at det ikke var første gang de havde set denne type problem. Vores formodning er, at det er touch-displayet som fejler.
I vores optik er det et kæmpe kvalitetsmæssigt problem at et brandskab pludseligt ikke kan åbne. Vores forventning var at Yale (ASSA ABLOY) ville have travlt med at løse et sådant problem og ønske at undersøge i dybden. Det var ikke tilfældet.
På den måde må vi fraråde at købe et tilsvarende produkt.
På facebook skrev Yale Danmark 11. maj 2021 om deres "nye forbedrede support" hvor en kontakt-formular erstatter den tidligere telefon og e-mail support. Det er derfor umiddelbart kontakt-formularen man skal bruge, og man får en kvittering for modtagelse på mail.
Hvis der ikke kommer et svar, så har vores erfaring været at en kommentar på Yale Danmarks facebook side tilsyneladende kan få ting til at ske.
Oplever man problemer med at åbne et Yale brandskab skal man først prøve at tilslutte et nyt 9V batteri i god kvalitet. Man trykker det på under drejeknappen. Vi købte et helt nyt Duracell batteri, men det løste ikke noget. Der var lys i displayet og tryk på tal-symbolerne etc. fungerede fint. Bare ikke nøgle-symbolet.
Vi vil undlade at levere opskriften her, men for en kyndig person med det rette værktøj er det overstået på et kvarter.
Familien Jensen, Værløse (juli 2021)